Udgivet af Christian Riis Bentzen, fre d. 18. nov 2022, kl. 00:00

Menighedsplejen i Emdrup Sogn uddeler julehjælp til borgere i vores sogn, som har det økonomisk svært.

Du kan her læse hvordan du skal forholde dig hvis du enten vil søge julehjælp eller støtte julehjælpen økonomisk.

Julehjælpen gives af indsamlede midler, så antallet af ansøgere vi kan hjælpe er afhængigt af, hvor meget, der bliver doneret til formålet.


Hvis du vil søge julehjælp

Kriterierne for ansøgning om julehjælp er

- Du skal have folkeregisteradresse i Emdrup Sogn

- Du skal være på overførselsindkomst

Der ansøges ved at udfylde en blanket på kirkekontoret (se åbningstider her) senest onsdag den 14. december kl. 12:00, sammen med forevist sygesikringskort og dokumentation for, at du er på overførselsindkomst. Vi skal se dokumentationen, men ikke have den udleveret, så at fremvise dokumentation fra e-boks på telefonen er fint. 

Hvis du opfylder betingelserne for ansøgning, vil du kunne afhente julehælpen efterfølgende. Hvis du ikke kan få julehjælp, så kontakter vi dig på det telefonnummer, som du angiver ved ansøgning.

Julehjælpen kan afhentes på kirkekontoret på følgende tidspunkter

Tirsdag d. 20/12 kl. 9-12

Onsdag d. 21/12 kl. 9-12

Torsdag d. 22/12 kl. 9-12

Fredag d. 23/12 kl. 9-12

Hvis ikke du kan komme på de nævnte tidspunkter, kan du lave en anden aftale med kirkens kordegn på 39 67 56 18.

Julehjælpen udleves i form af et gavekort til Føtex, Netto og Bilka - og måske er der en lille overraskelse lagt ved.


Hvis du vil støtte julehjælpen

Hvis du vil være med til at støtte, at julehælpen gives, kan du gøre det på følgende fire måder:

- Du kan give på MobilePay 155773. Alle beløb, som gives på det nummer går til julehjælpen.

- Du kan indbetale et beløb til menighedsplejens konto 1551 – 614 57 60. Skriv "Julehælp" i tekstfeltet ved overførslen.

- Du kan give en kontantgave på kirkekontoret i åbningstiden

- Hvis du giver en større gave på 500 kr. eller mere, kan du få skattefradrag for den, jf. ligningslovens §8a. I det tilfælde skal du indbetale gaven til vores paraplyorganisation "Menighedsplejen i Danmark". Gå ind på hjemmesiden www.menighedsplejen.dk/engager-dig/stoet-os og udfyld skemaet. Det er vigtigt, at du i rubrikken "Støtten skal gå til" markerer "Lokal Menighedspleje" og skriver "Emdrup Sogns Menighedspleje - julehjælp". Hvis du krydser af i "Ja tak, jeg ønsker skattefradrag" og udfylder cpr-nr. indberettes beløbet til Skat som gave efter ligningslovens §8a, så du kan opnå skattefradrag for gaven.

Vi siger tak for al den støtte - store som små beløb - vi modtager til julehjælpen. Det betyder rigtig meget for mange familer, at de får en økonomisk håndsrækning.

Kategorier Div. nyheder