Udgivet af Jóannis Fonsdal, fre d. 8. maj 2020, kl. 09:00

Bed, så skal der gives dig, søg, så skal du finde, bank på, så skal der lukkes op for dig. Det er Vorherre selv, der siger det – og han lover at lytte og svare.

EVANGELIET 

Mattæusevangeliet 7,7-14, reciteret af Klaus H. Laursen, BibelenLive.dk

REFLEKSION

Vorherre vil give gode gaver til dem, der beder ham, på samme måde som mennesker jo også forstår at give deres egne børn gode gaver. "Hvem vil give sit barn en slange, når det beder om en fisk?  Hvem vil give det en sten, når det beder om brød?" - siger Jesus.

Selv om ikke alle kender til at have ansvarlige og kærlige forældre, så ved alle, hvordan forældre bør være over for deres børn. Børn skal kunne komme til deres forældre med barnlig tillid til, at forældrene vil stå på hovedet for at give dem det, de har brug for. Men ikke nødvendigvis det, de beder om. Det ved vi godt.

Men straks herefter kommer Jesus med en konklusion, som gør spørgsmålet om bøn meget håndgribeligt. "Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem", står der. Og budskabet er ikke til at tage fejl af: Alle beder vi jo gerne om noget, vi selv har brug for. Men det, som bønnen lærer børn som voksne, er på jordnær og konstruktiv vis, at vi bør begynde med at give netop det, vi selv håber på, til andre. Når Gud er god mod os, skal vi også være gode mod dem, der beder os om noget.  Livet i troens og bønnens fællesskab med Gud OG næstekærlighedens gode gerninger hænger sammen.

BØN

Herre, vor Gud, himmelske Far!
Vi takker dig, fordi du ikke vil, at vi skal fortabes,
men ønsker at udfri os fra al vor skyld.
Så giv os ved din Helligånd,
at vi beder, søger og banker på hos dig,
og finder den nye, levende vej ind til din helligdom.
Det ber vi om ved Jesus Kristus, vor Herre,
som med dig lever og regerer i Helligånds enhed,
én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen

SANG 

”Fader vor" af Steffen Bay. Lyt og syng med her: 

VELSIGNELSEN 

Modtag Herrens velsignelse:
Herren velsigne og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred! Amen

Kategorier Div. nyheder