Udgivet man d. 13. sep 2021, kl. 13:49

- Jeg begyndte at komme i Emdrup Kristelige Ungdomsforening (EKU) som 16-årig. Det har jeg haft rigtig meget glæde af og aldrig fortrudt, fortæller Dan Pilegaard i samtale med Jóannis Fonsdal, som også kan høres som podcast:

- Vi havde møde hver torsdag i sæsonen. Hver anden gang bibelkreds og de andre torsdage opbyggelige møder i kirkens kælder med efterfølgende socialt samvær.

- Vi arrangerede også mange sommerlejre, med bibelkreds, leg, hygge, undervisning og socialt samvær. Jeg husker lejrene som gode og opbyggelige for de 40-70 deltagere.

- Jeg er personligt meget glad for, at jeg også deltog på vores norske venskabsforenings lejr i 1962, ellers ville jeg ikke have siddet her i dag. Det var der, jeg blev overbevist om, hvor jeg hørte hjemme.

- Vi udgav bladet Samling med opbyggelig artikler, information om programmet, læserbreve og annoncer. 

- Vi havde mange aktiviteter ud over møderne, fx juletræssalg, weekender og to fester med menigheden. EKU-erne kom flittigt til gudstjeneste.

- EKU har haft en rigtig stor betydning for mig og mange andre. Jeg fik mit fællesskab med Gud og Jesus gennem EKU, og jeg har også bevaret relationerne til nogle af dem, jeg lærte at kende der. 2-3 af bibelkredsene fra dengang er stadig aktive og mødes en gang pr. måned. 

- Jeg er altså nu ca. 60 år senere fortsat i bibelkreds med nogle, jeg lærte at kende som teenager.

- Vi fejrede vores 50 års jubilæum i 2009, hvor vi samlede ca. 100 tidligere medlemmer til festaften i Emdrup Kirke. 

- For nogle år siden flyttede jeg tilbage til Emdrup sogn og kommer til gudstjeneste, når jeg kan. Jeg er også glad for at være med i jubilæumsudvalget.

Kategorier Div. nyheder