At miste et menneske, der har stået én nær i kortere eller længere tid, er tungt og smerteligt. Det kan være en hjælp at mødes med andre, som står i en lignende situation.

Derfor vil vi i Emdrup kirke tilbyde en sorggruppe. Vi ønsker at skabe et forum, som er trygt og åbent. Der er forståelse for, at ethvert menneske sørger på sin egen måde, og der åbnes mulighed for at kunne hente hjælp og støtte hos andre, der selv har erfaring med tab.

Gruppen bliver ledet af psykoterapeut Lene Tetzlaff og sygeplejerske Birgitte Nissen. Gruppen kan have op til 5 deltagere, og der er løbende opstart af nye deltagere.
 
Hvor og hvornår?
Sorggruppen mødes hver anden tirsdag kl. 16.15-18.45 i Emdrup Kirkes lokaler. 
 
Vil du vide mere?
Har du lyst til at høre mere og/eller komme til en forsamtale så ring til Lene Tetzlaff, tlf. 31 19 01 00.

 

 

To tidligere medlemmer af sorggruppen fortæller om deres oplevelser

Lisbeth, 86 år

Det var ikke svært for mig at komme i sorggruppen, jeg troede på, at det ville hjælpe mig til at komme ud af min ensomhedsfølelse. Vi havde tavshedspligt og vi havde alle 5 brug for at ”tale ud”

Jeg har kunnet tale om det, der tyngede mig og fået hjælp til at takle det, sat en ny vinkel på problemerne, fået set det på ny.

Det bedste ved at komme sorggruppen har været, at jeg ikke skulle skamme mig over at have det dårligt, jeg ville eller kunne ikke bruge nogen i min familie. At jeg fik lov til at blive der så længe, til jeg syntes, at nu måtte jeg klare resten selv. De 4 andre havde også deres problemer at slås med, vi var alle meget åbne om det. Efter vi hver især havde fået ”taletid” fik vi kaffe og talte sammen resten af tiden.

Jeg er utrolig taknemmelig for at have været med, det er en stor hjælp til at komme videre. Jeg var bestemt ikke kommet igennem mine problemer på samme måde uden denne hjælp.

Karin, 37 år

Det har været rigtig rart for mig at gå i sorggruppen. Det har været et godt rum for mig til at kunne dele, græde og bearbejde min sorg. Fordi gruppen er så lille, føles det trygt. Samtidig oplever jeg de to terapeuter som meget kompetente og empatiske, og de giver den enkelte den tid, der er brug for.

Jeg har fået rigtig meget ud af det. Jeg har lavet sorgarbejde, og jeg er nået rigtig langt i min bearbejdelse. Jeg har erkendt, at der ikke er nogen rigtig og forkert måde at sørge på, og at det er ok, som jeg har det.

Det bedste har været frirummet til at kunne græde, og at tale med nogen der forstår, samt erkendelsen af jeg ikke skal gøre noget anderledes.

Jeg kan helt sikkert anbefale det til andre. Det er sikkert individuelt hvad man får ud af det, men oplevelsen af at kunne dele og blive lyttet nærværende til, tror jeg alle sørgende kan have brug for.